Stem nu
”Betal efter ordren: Dolores.” Jeg holdt min første løncheck i mine hænder, og jeg var så ophidset! Dette var ikke den inkonsekvente indkomst, jeg tjente ved babysitting, men en reel løncheck fra et rigtigt job. Min gymnasiumslæreruddannelse havde anbefalet mig en stilling som en deltidsreceptionist på den medicinske klinik i det lille samfund, hvor jeg gik på gymnasiet. Det var en perfekt mulighed for mig at få erhvervserfaring forud for eksamen, som ville være en vigtig tilføjelse til min CV, da jeg begyndte på min jobsøgning. At lære, hvordan et kontor fungerer, interagere med patienter og få erfaring med at arbejde i professionelle omgivelser, var færdigheder, som jeg ivrigt fik mig. Jeg elskede det!
Den dag gik jeg som altid ind på klinikken efter skoletid for at begynde mit skift, kun for at få en medarbejder til at fortælle mig, at jeg straks skulle gå for at tale med kontorsjefen. Jeg følte, at noget var galt. Du kunne høre en pin falde, og de typiske venlige hilsener var fraværende. Da jeg sad nervøst i stolen overfor hendes skrivebord, sagde hun til mig, ”Vidste du, at du forlod pengeskabet ulåst i går aftes?” Jeg var chokeret og meget flov. Jeg har altid betragtet mig som meget ansvarlig, og jeg tog mine jobopgaver alvorligt. Dette job var værdifuldt for mig, og i det øjeblik troede jeg virkelig, at jeg ville blive fyret.
Klinikens walk-in safe var enorm og lignede dem, du ser i en bank. Den indeholdt kvitteringer fra dagens forretning. I den æra betalte de fleste patienter kontant eller med en personlig check, og jeg fik ansvaret for at lægge pengene i pengeskabet og låse både pengeskabet og bygningen, efter at den sidste patient forlod klinikken. Jeg fejlede! Jeg skuffede de mennesker, der tillid til mig for at udføre mit ansvar, og jeg skuffede mig selv.
Kontordirektøren fyrede ikke på mig den dag. Hun erkendte, at jeg var ødelagt, fordi jeg havde begået en så enorm fejltagelse. I sin visdom vidste hun, at jeg aldrig ville begå en lignende fejl igen.
Vandrede mit sind den dag og tænkte på en kommende eksamen eller hvor meget hjemmearbejde jeg havde at gøre den aften? Jeg kan ikke huske. Mine tanker dengang er ikke vigtige i dag. Det, der er vigtigt, er, at jeg ikke tænkte på mit ansvar den dag.
Hvad lærte jeg? At begå fejl er en del af livets læringsproces. Hvis at begå denne fejl havde forhindret mig i at påtage mig et betydeligt ansvar i fremtidige positioner, ville mit liv have taget en meget anden vej. At leve mit liv af frygt for fiasko kunne have været resultatet af denne hændelse. Jeg benægtede ikke at låse det sikre, og accepterede fuldt ud ansvaret for mine handlinger. Da kontorlederen tog en beslutning om at stole på mig og give mig en anden chance, lærte jeg vigtigheden af at have tillid til andre og give folk en ny chance.
Var der andre lektioner, jeg tog fra den hændelse? Min mand griner ofte af noterne, jeg minder om de opgaver, jeg har brug for. Ja, jeg er listemaskine! Jeg vil aldrig mere glemme de vigtige opgaver i mit liv.
Da jeg blev skuffet over mig selv den dag, lærte jeg vigtigheden af at være helt ansvarlig for mine handlinger i fremtiden. Der er ingen undskyldninger.
